Halsmandlerne udgør en del af vores og specielt børns immunforsvar. Ofte vil mandlerne være forstørrede,
og det kan være så udtalt, at det viser sig som:
1. Snorken og evt. søvnapnø med uoplagthed om dagen.
2. Synkeproblemer, hvor barnet hellere vil indtage flydende end fast føde. Det kan give nedsat trivsel
og problemer med at tage på i vægt.
3. Grødet tale.
Ved operationen mindsker man mandlernes størrelse, uden at fjerne mandlerne helt.
Hvis der er fundet tegn på polypper, vil disse blive fjernet sammen med noget af mandlerne – og hvis der er
fundet væske i mellemørerne lægges dræn i, i samme narkose (se særskilt vejledning)
Operationen foregår __________dag, den ________________ kl. ____________
Før operationen
Det er vigtigt, at barnet intet får at spise de sidste 6 timer inden operationen. Faste før er nødvendigt for at undgå, at barnet kaster op under operationen. Sker det, er der risiko for opkastning og overløb til luftrør, hvilket kan medføre lungebetændelse og komplikationer.
Der må dog indtil 2 timer før operationen gives vand og saftevand i moderate mængder, ca. 2 dl i alt. Aldrig mælk, mælkeprodukter eller juice. Giv barnet en stikpille panodil og flydende bonyl som ordineret på recepten 2 timer før operationen. To voksne skal følge barnet hertil. Ved sygdom op til operationen kan vi kontaktes på tlf.nr. 96 19 98 20
Husk skiftetøj. Der kan opstå ufrivillig vandladning under bedøvelsen.
Bedøvelse
Under operationen er barnet i fuld narkose. Barnet får bedøvelsesmidlet gennem en maske, der sættes for mund og næse. I løbet af et par minutter sover barnet. Forældre må være hos barnet, indtil det sover. Den nemmeste og hurtigste indsovning fås, hvis barnet sidder på kanten af briksen og holder mor/far i hånden. Umiddelbart inden barnet falder i søvn, kan det godt blive noget uroligt, og bevæge arme og ben. Vejrtrækningen kan også blive lidt urolig. Når barnet sover, gives der medicin i låret, der forebygger kvalme efter indgrebet.
Selve operationen
Mandlerne fjernes gennem munden, hvor et instrument anbringes på tungen. Mandlerne mindskes med et instrument, og lægen sørger for at det ikke bløder. Smerterne er reducerede sammenlignet med total fjernelse af mandlerne. Forældre må være sammen med barnet, indtil det sover. Operationen varer ca. 20- 30 minutter.
Efter operationen
Efter operationen bliver barnet kørt til et tilstødende rum, hvor det bliver observeret af vores personale og narkosesygeplejerske. Barnet kan være uroligt og være lidt forkvalmet. Når barnet er vågent tilbydes det is. I tager hjem, når lægen har tilset barnet. Barnet skal være sammen med en voksen de første døgn. Der kan være lidt sivblødning fra næsen de første dage, hvis der også er fjernet polypper. Ofte vil der være sekretion fra øret, evt. lidt blodigt, hvis der er ilagt dræn – de første dage.
Barnet har behov for smertestillende medicin de første ca. 4 dage, hvor vi tilråder, at det gives fast. Der kan evt. suppleres med Bonyl 2 gange dagligt. Barnet kan udover halssmerter, have smerter i øret. Vi anbefaler, at barnet holdes hjemme fra institution de første 4 dage, og at fysisk anstrengende aktiviteter undgås de første 8-10 dage, for at undgå blødning.
Hvilke komplikationer efter operationen
Blødning eller infektion ses sjældent. Hvis der kommer blødning, som ikke stopper på is, skal I kontakte ørenæse-halsklinikken eller vagtlæge.
I skal være opmærksomme på
Hvis barnet bliver påvirket, får feber, bløder eller sover dårligt, ikke spiser som det plejer, eller der kommer flåd fra øret i mere end 3 dage, skal I kontakte øre-næse-halsklinikken. Husk skiftetøj. Der kan opstå ufrivillig vandladning under bedøvelsen. Barnet skal være under opsyn efter operationen, må f.eks. ikke sove alene i barnevognen.
Med venlig hilsen
Øre-Næse-Halsklinik Thisted
Tlf. 96 19 99 02 mandag til fredag 8.00 - 11.00.